Du er her:
Mottaker: EDMUND GOSSE
Datering:20. februar 1873
Sted: DRESDEN
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis oversettelse
Vis informasjon om brevet
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om brevene
Kære herr Gosse!
Efter at have modtaget fra Dem – foruden et elskværdigt venskabeligt brev – tillige en nytårsgave, mere kærkommen og mere værdifuld, end nogen anden, måtte De med rette vente at jeg uopholdelig skulde have tilsendt Dem idetmindste nogle linjer.
Når dette ikke er sket, så har det flere grunde. Først og fremst ønskede jeg nemlig at sende Dem, ikke nogle linjer, men et langt brev. Fra 21de November til 16de Februar har jeg imidlertid bogstavelig ikke havt en ledig time. Jeg har nemlig i dette tidsrum fuldført mit nye dramatiske arbejde, hvilket nu begynder at trykkes, og som vil udkomme i Mai måned.
Det hele vil udgøre en bog på over 400 sider. Den heder: «Kejser og Galilæer», et verdenshistorisk skuespil. Den indeholder: 1) «Cæsars frafald» – skuespil i 5 akter, og: 2.) «Kejser Julian», skuespil i 5 akter. Det er det sidste stykke, som jeg uden afbrydelse har skrevet i det ovennævnte tidsrum. Nu er jeg daglig beskæftiget med at sende en renskrift til København; hver uge skal jeg levere
 
 
3 trykte ark, og da jeg lægger en stræng kritik på sproget, så optager denne beskæftigelse hele min tid. Dette skriver jeg sent om aftenen; tilgiv derfor venligst, om det ikke skulde være tydeligt!
Når bogen er færdig, skal den øjeblikkelig blive sendt Dem. Ingen anden skal få læse den før De. Jeg har holdt mig strængt til det historiske; jeg har set det alt foregå, ligesom for mine øjne, og således gengiver jeg det. Og dog ligger der megen selv-anatomi i denne bog.
At jeg vil sende det først til Dem, er en selvfølge. Thi på ingen af mine øvrige venners dom sætter jeg så megen pris, som på Deres, netop på grund af den dybe, inderlige, digteriske forståelse, som ånder ud af alt, hvad De med et venligt og velvilligt sind har skrevet om mig.
Hvorledes skal jeg tilfulde kunne takke Dem for Deres sidste store udtømmende afhandling! Jeg vil heller ikke forsøge på at takke Dem; jeg vil kun sige Dem, at den har fyldt mig med en stor glæde. De oversatte partier af «Kærlighedens komedie» og «Peer Gynt» er mesterligt gengivne, og jeg ved intet deri, som jeg kunde ønske anderledes. –
Hjertelig takker jeg Dem også for det tilsendte fotografi, og det skal være mig overordentlig kært at sende Dem mit til gengæld; for øjeblikket er jeg ikke i besiddelse af noget; men så snart jeg får en ledig formiddagstime tilovers, skal jeg anvende den til et
 
 
besøg hos min fotograf. Også denne sag er en af grundene, hvorfor jeg så længe har udsat med at tilskrive Dem.
Om mit arbejde vilde jeg gerne fortælle Dem lidt udførligere; men tidens knaphed tillader det ikke for denne gang. Jeg vil imidlertid både ønske og håbe at bogen ikke skal bidrage til at forringe Deres gode og venskabelige mening om mig, og idet jeg beder Dem om, tiltrods for min forsømmelighed, nu som før at omfatte mig med velvilje, tegner jeg mig
Deres hjertelig hengivne
Henrik Ibsen

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her